Ekely" ... Frå tuberkeloseheim til psykiatrisk pleie

I 1925 ble det i alt meldt 5 202 dødsfall av tuberkulose i Norge. 78 prosent av tilfellene var lungetuberkulose. Dødeligheten av tuberkulose var litt lavere i 1925 enn i forutgående år, og nedgangen gjaldt hele landet med unntak for fylkene Vest-Agder og Møre. Sammenligner man perioden 1921-1925 med de to forutgående femårsperioder, var det skjedd en nedgang av tuberkulosedødeligheten i alle fylkene. Tuberkulose var den viktigste smittsomme sykdom og representerte et stort folkehelseproblem Tuberkulose var en uhyggelig sykdom. Distriktslegens tall mot slutten av 1800-tallet viste en stor økning i antall tilfeller. I 1888 døde 19 av sykdommen og det ble samtidig påpekt at lungetæringen var tiltagende, skrufulose ikke sjelden og mye bleksott. Tuberkulosens omfang skapte bekymring i bred lag av befolkningen. Og spørsmålet om offentlige foranstaltninger mot tuberkulosen ble første gang diskutert på et legemøte i Kristiania i 1887, men først i 1894 fikk overlege Klaus Hanssen og medisinaldirektør Michael Holmboe i oppdrag av regjeringen å utarbeide en tuberkuloselov. Denne kom 8. mai 1900 og ble kalt "Lov angaaende særegne foranstaltninger mod tuberkuløse sygdomme". Denne trådte i kraft f.o.m. 01. januar 1901 og var den første i sitt slag i verden. I løpet av 1900-tallet har mer enn 290.000 nordmenn dødd av tuberkulose, som lenge var vår folkesykdom nummer en. Bare i året 1945 døde det her i landet 1980 personer av sykdommen. Ei tid ble tuberkluosen nærmest rekna som utrydda her til lands, men fortsatt diagnostiseres nærmere 300 tilfeller av tuberkulose i Norge pr. år. Tuberkulose («tæring») framkalles av tuberkelbakterien Mycobacterium tuberculosis, og reknes for å være den farligste av alle smittsomme sykdommer (Dette er skrive lenge før t d AIDS og andre nyare sjukdomar) . Den blir spredt gjennom nysing og hosting, og kan være svært smittsom. En pasient kan smitte mellom 10 og 12 mennesker i året. Inkubasjonstida er oftest fra en til to måneder.
Lenge fantes det ikke andre midler mot tuberkulose enn langvarige kuropphold og ulike omfattende lungeoperasjoner. Seinere gikk man over til å bruke antibiotika. Et stigende problem er at det fra tid til annen dukker opp tuberkelbakterier som er motstandsdyktige mot antibiotika. (frå oversigt over tuberkulosens utbredelse)

Frå Hordaland fylke 1837 - 1937 s.433:
  "Ved tuberkeloselovi av 1900 var kommunane pålagde nye utlogor til dei tæringssjuke. Fylket skulde bera kostpengar til doktorar i det høve. Upphald på sjukehus gav staten 40% til. Hordaland fylkesting 1900 fastsette at fylket ogso tol 40% og 20% skulde heradi svara (etter tilråding frå budsjettnemndi). Arbeidet mot tæringi tok etterkvart breidare plass i helsestellet i fylket. I 1912 vart eit nytt tæringssjukehus bygd på Valen. Ein totte då at det var gildt å ha dette på same staden som sinnsjukehuset, so ein hadde lækjarhjelp nære for hand til alle tider. Men litegrand etterkvart fann ein det ikkje so bra å ha desse tvo husi so uppi einannan, og då spursmålet kring 1930 kom upp, um ein skulde byggja på dette sjukehuset eller byggja nytt, vedtok fylkestinget at ein skulde leggja ned Ekely (som sjukehuset på Valen heitte) og byggja ein annan stad i fylket. Husi der vart lagde inn under sinnsjukehuset. Fylkestinget 1931 vedtok at dette nye tæringssjukhuset skulde vera i Jondal. Det var noko strid um det. Jondal hadde arbeidt med saki i fleire år. Då det bar til ålvor, kom ogso Kvam og baud til tuft til sjukehuset. Jondal vann likevel i fylkestinget med stort fleirtal, og huset vart bygd der"

Beretning 1915:  Fra 22 februar til 31 desember 1915 – har der på Ekely Tuberkulosehjem vært forpleiet 41 patienter med til sammen 4418 liggedage. Lengste forpleiningstid pr.pasient har vært 233 dage, korteste 14 dage; gjennomsnittlig falder 107,8 dage pr patient. Største belegg har været 20 patienter, minste 2 pasienter, daglig gjennomsnittsbelegg 14,1 pasienter. Tuberkulosehjemmet kan romme 21 pasienter med i nødsfall 3 ekstrasenge.

Beretning 1916: Fra 1 januar til 31 desember 1916 – har der på Ekely Tuberkulosehjem vært forpleiet 50 pasienter med til sammen 6729 liggedager. Lengste forpleiningstid pr.pasient har vært 366 dager, korteste 9 dage; gjennomsnittlig falder 134,6 dage pr patient. Største belegg har været 22 pasienter, minste 13 pasienter, daglig gjennomsnittsbelegg 18, 4 pasienter. Tuberkulosehjemmet kan romme 21 pasienter + (i nødsfall) 3 ekstrasenger.

Beretning 1920: Fra 1 januar til 31 desember 1920 – har der på Ekely Tuberkulosehjem vært forpleiet 53 pasienter med til sammen 6952 liggedager. Lengste forpleiningstid pr.pasient har vært 366 dager, idet der er 3 patienter som har ligget på Ekely hele året. Korteste forpleiningstid har været 7 dager. Gjennomsnittlig falder der 131,2 dager pr patient. Største belegg har været 23 patienter, minste 9 patienter. Daglig gjennomsnittsbelegg 19,0 patienter.

Den mannlige patient som blev innlagt for skrofulose var en liten 1 ½ års gutt som måtte følge med sin tæringssyke mor. Tjenestefolkene rømte fra hjemmet, da de hørte om sykdommen. Gutten blev efter 7 dages ophold overflyttet til Hagevik kysthospital.



Frå "Sunnhordland" 14.12.1914:

"Ovenstaaende billede viser os amtets nye tuberkulosehjem ”Ekely” inde paa Valen i Fjelberg. Hjemmet er nu fuldt færdig; men som følge av at de elektriske firmaer paa grund av krigen ikke kan skaffe det nødvendige materiel for at sette hjemmet i forbindelse med det til sindssykeasylet hørende store elektrisitetsværk, har det ikke endnu kunne opnes for patienter, og det vil antagelig heller ikke kunne motta nogen før næste aar engang. Det er særlig en elektrisk kabel det strander paa.
Det var under amtstingets samvær i desember 1912 at hjemmet besluttedes bygget; men paa grund av forskjellige tilstøtende uforutsedde omstendigheter kunde opførelsen av hjemmet ikke paabegyndes før i mai maaned i aar.
Hjemmet er bygget av trelastfirmaet B. H. Valvatne, Sagvaag, Stord, efter tegning av arkitekt Ole Landmark, og i fuld ferdig stand er det beregnet at ville koste kr 30.000. Hjemmet er beregnet paa 15 patienter – det høyeste antal, der kan tilsees av en sykepleierske.
Hjemmet er bygget av reisverk med 3” plankefyld. Mellem reisverket og den ytre bordkledning er det kledt med Sævareidpap, samtlige soveværelser og stuer er invendig trækket med strie og maskinpapir.
Bygningen bestaar av 3 etager, kjelleretage, en midtetage og en kvistetage. I kjelleretagen finder man for det første to større rom, hvorav det ene er tænkt som arbeidsrom for patienter. Det andet er foreløpig disponibelt. Dernest har man i samme etage matbod og vedbod, rulle og strygerum, vaskerum, isskap og flueskap, skiddentøirum potetebing m. v.
I første etage findes først 5 soveværelser 1 med 1 seng, 2 med 2 og 2 med 8 senge. Videre har man havestue med veranda, spisestue, kjøkken anretningsrum, spiskammer, bad, toiletrum, W.C m.v.
I tredje etage eller kvistetagen finder man bestyrerens værelse, samt et pikeværelse og et disponibelt værelse, kontor og 2 soveværelser 1 med 2 senge og 1 med 5 senge, samt et tøirum og et magasinrum.
Malerarbeidet er utført av malermester A. Risan, Leirvik. Alle døre og vinduer samt alt listverk er hvidt og værelsene for øvrig er holdt i lyse farver, dog uten at værelserne herved har faat det traditionelle sygehuspræg, men tvert om virker trivelig og hjemlig. Alt i alt maa det antages at bygningen vil vise sig meget praktisk innredet, og at den efter omstendigheterne vil bli et unelig sted baade for patienter og betjening.
Som læge ved tuberkulosehjemmet er ansat reservelege ved Valen asyl, dr. Strømme, og som bestyrerinde frk. Dagny Sommerfelt.
Av tuberkulosehjemmenes historie her i amtet kan hitsættes følgende efter amtsforhandlingerne 1912:
Amtstinget 1905 besluttet at avsette renteintægterne av ”Fondet for nyttige formaal” og amtets andel av brendevinssamlagenes overskud til opførelse av pleiehjem for tæringssyke.
Amtstinget vaaren 1908 besluttet for de da opsparte midler at opføre et tuberkulosehjem ved Nestun. Hjemmet som ble kaldt ”Fagerlid”, toges i bruk vaaren 1909. I indstillingen til amtstinget uttaler komiteen, ”at den ikke kan tilbakeholde den bemerkning, at den dessverre frygter for, at flere hjem i en ikke fjern fremtid kommer til at trænges”.

I indstillinger fra amtmanden til amtstinget 1912 heter det videre :
I de aar, som er gaat siden ”Fagerlid” blev tat i bruk, har jeg hat anledning til at forvisse mig om, at der er noksaa stor trang til plads paa pleiehjem. Jeg uttalte da ogsaa i mit forelæg for amtstinget i fjor om ”Budget for pleiehjemmet ”Fagerlid”, at man snart maate opta spørsmaalet om bygging av et nyt pleiehjem for amtets regning, og at jeg vilde forberede denne sak for amtstinget 1912 eller 1913.
Det har været min forutsætning at der burde bygges et pleiehjem i Søndhordland og jeg antar, at det nye pleiehjem, som nu bør opføres, bør ligge der. Som passende sted har jeg tænkt mig asylgaarden Valen, idet der derved kan tænkes at opnaaes flere fordele baade for pleiehjemmet og asylet. Paa Valen vil der være anledning til at faa elektrisk kraft til belysning og opvarming, samtidig som asylet herved skaffes en indtægt. Ved at la underlægen bli bestyrer av hjemmet vil man antagelig kunne paaregne en bedre tilgang paa ansøkere til underlægeposten. Antagelig vil der ogsaa bli anledning for hjemmet til hos asylet at faa indkjøpt forskjellige produkter for de samme en gros priser, som asylet betaler. Valen er noksaa sentralt for de fleste bygder i Søndhordland. For tiden har det 4 dampskibsanløp om uken fra og til Bergen. Ogsaa i klimatisk henseende skulde jeg anta, at Valen vil kunne hevde sin plads i konkurrancen med de fleste andre bygder. For pasienterne vil Valen vistnok heller ikke føles som avstengt og ensom. Naar hjemmet, som jeg har tenkt mig, lægges oppe i lien et stykke ovenfor indmarken bak gaardens bygninger og tilstrækkelig langt fra asylet, vil det faa en utmerket beliggenhet med vid utsigt utover og vendende mot syd."


Frå MELDING UM VERKSEMDI VED VALEN ASYL l934 (Fylkeskommunen):

Den 1. juli 1934 gjekk Ekely tuberkulosehjem yver til asylet. Med ei mindre vøla som er gjort med omsyn til vindaugo, omnar og dørar høver Ekely sers godt til røkt av sinnssuke som har tuberkulose. Den eine høgdi er for menn den andre for kvinnor, 10 av kvart kyn. Pasientane flutte inn etter uppussingi 5. sept. 1934.

Kva fyremun det er for sjølve asylet å vera fri for tuberkulosepasientar kann alle skyna. Dei tvo nedlagde tuberkulosesalar i asylet - som låg like upp til vaktsalane - gjev no rom for vaktsaltrengjande vanlege sinnssjuke.

Me hadde ifjor vitjing av yver- og underordna personale frå andre asyl og alle var dei uppglødde yver det nye arrangement med Ekely.

På Ekely som blev overtatt av Valen asyl var adskillig som måtte forandres. Der blev innsatt nye dørlås overalt. Alle elektriske varmeapparater blev uttatt og eftersett. Skjerme blev arbeidet og fastsatt foran varmeapparatene,. Dessuten blev de elektriske installasjoner forfaret og hvor det var nødvendig utbyttet. De to bad på Ekely er forandret fra kulfyring til elektrisk. Til hvert bad 1 varmtvannsbeholder a 120 liter med 2 varmekolber a 1000 watt-2000 watt med regulering. Lys og kraftlinjen der fører fra kraftstasjonen til Ekely er utskiftet endel gamle stolper. For å minske på spenningstapet på asylets lysnett, er der på Ekelylinjen lagt nye kobbertråder, 2 + 25 og 1 + 16 mm2 og forbundet disse med asylets lysnett.

"Arbeidet mot tæringi tok etter kvart breidare plass i helsestellet i fylket. I 1912 vart eit nytt tæringssjukehus bygd på Valen. Ein totte då at det var gildt å ha dette på samme staden som sinnsjukehuset, so ein hadde lækjarhjelp nære for hand til alle tider. Men litegrand etter kvart fann ein det ikkje so bra å ha desse tvo husi so opp i ein annan, og då spursmålet kring 1930 kom upp, um ein skulle byggja på dette sjukehuset eller byggja nytt, vedtok fylkestinget at ein skulde leggja ned Ekely (som sjukehuset på Valen heitte) og byggja ein annan stad i fylket. Husi der vart lagde inn under sinnsjukehuset." (Årsmelding Hordaland fylkeskommune)

Mykje har skjedd sidan dette. Frå 1934 var Ekely ein 'koloni' under Valen sjukehus. Det var fem slike koloniar, ingen er lenger gåande. Ekely var som den siste lagt ned i 2007, ventar på opprusting og er utsedd til å bli kurs-og konferansesenter. Det ligg også føre fredningsforslag for huset, som i tillegg til det 'vanlege' forfall tomme hus undergår, også vart utsett for ein vasslekkasje vinteren 2010. Mangt eit langt 'pasientforløp' var innom veggene og hadde vel trygge gode kår her.

______   ________    ________    _______    ________    _________    _______    _______

Med omsyn til naboane til Ekely var det stor redsle for smitte frå dei sjuke. Pasientane hadde ymse
grader av sjukdomen. Dei fleste var oppegåande og mange gjekk turar i området.

Like ved Ekely låg Dampskipsekspedisjonen på Valen. Her dreiv Haldor og Elise Ekeland butikk
og bakeri. Pasientar frå Ekely var stundevis innom her og då vart det gjerne servert kaffi. Ein var då
særs nøye med reinsemda og koking av koppar og kjerald som hadde vore i bruk av dei sjuke. Dei
hadde her ei eiga panne som dei kalla ”Ekelypanna” der kjeralda vart koka i opp til 20 minutt.

Pasientane bar med seg spyttflasker, dette var eit påbod som pasientane vart pålagd for å hindra
dråpesmitte. Frå almindelige bestemmelser ved sjukeheimen kan vi lesa :
”Den for enhver syg fornødne spytflaske bliver ligeledes at anskaffe for rekvirentens regning.”

Kattar og hundar i området skulle ein heller ikkje pleia nært samband med, då desse ofte
var kring dørane ved Ekely og dei vart då gjerne kjela med av dei sjuke.

I det heile sette nok naboforholda med Ekely tilværet på ein prøve for bygdefolket, og stundom
kunne nok dette få seg utslag i urimelege haldningar frå folk flest si side med omsyn til pasientane
på Ekely. Dei fleste gjekk lengre omvegar for å ikkje treffa på desse som var på tuberkuloseheimen.
Det var ei allmenn redsle for at ein skulle bli smitta.

Når mange av pasientane gjekk fritt omkring var det nok vurdert som relativt ufarleg å omgå
desse som var under behandling, når ein berre tok dei nødvendige forholdsreglane som gjaldt på
ein slik stad. Pasientane kunne nok kjenna dette som både uverdig og sårande når fordomar
og haldningar gjorde at dei vart skydd som ”pesten”. I det heile var fordommane store med
omsyn til tuberkuloseheimen i nærområdet.


Meir perifert hadde ein, kan henda og ei haldning med ei viss redsle og gru både til
asylet og tuberkuloseheimen.

Ei historie som illustrerer dette godt, er då det vart gjort eit større sildekast på Valen og fangsten
skulle omsetjast i nabobygdene. Ein kjøpar ville då ha sikre garantiar for at silda ikkje var
fanga på Nordevågen som låg like ved tuberkuloseheimen Ekely.

No var det og fleire familiar i bygda som vart råka av sjukdomen. Det var då gjerne ungdomar som vart sjuke. Nokre familiar vart særs hardt råka då tuberkulosen herja som verst i 1920-åra.

Dei 19 åra tuberkuloseheimen var på Ekely vart det behandla totalt 766 pasientar, 169 døydde av sjukdomen på Ekely desse åra.

Ekely er blitt freda.
Helse Fonna har i 2012 bestemt seg for å selja hus og parsell.


Kjell E Thorkildsen / Reidar Handeland


"Stemningsbilde" romjula 2012. Lurer på kva framtida bringer for dette huset ? (KET)